Tandgnjost og Tandgrisner

Tandgnjost og Tandgrisner

Du står nu foran Thors to drabelige gedebukke. De hedder Tandgnjost og Tandgrisner – det betyder "dem, der skærer tænder," og hvis du rigtig ser på deres hoveder, så ser de også ret glubske ud.

Thor bruger de to gedebukke, når han skal ud at rejse. Så trækker de vognen så voldsomt, så lynene glimter fra fælgene, og tordenen rumler fra hjulene.

Du kan se, at den ene ged har et dårligt ben, og nu skal jeg fortælle dig hvorfor – hele den lange og spændende historie kan du også høre i fortællehulen, den hedder "Rejsen til Udgårdsloke."

Thor var engang på rejse med Loke, de ville på troldejagt – så blev det aften, og de søgte ly i et bondehus, maden havde de selv med! For Thor slog bare sine gedebukke for panden med hammeren Mjølner – så flåede han dem og stegte kødet, og de spiste.

Men – sagde han – ingen må knække nogen knogler for at suge den lækre marv ud! Men det gjorde Tjalfe, bondens søn. Han brækkede en knogle, for marven inden i knoglerne er det, der smager allerbedst.

Næste morgen bredte Thor de to gedeskind ud på jorden og lagde alle knoglerne på dem. Så svang han Mjølner, og skind og ben susede rundt. Og vupti! Der stod de to gedebukke, fine og helt levende og klar til at køre videre.

Men den ene havde fået et dårligt ben! Så blev Thor rasende, og Tjalfe måtte indrømme, hvad han havde gjort.

Som straf måtte Tjalfe følge med Thor som hans tjener, og han tog sin søster Røskva med. Det var de begge to meget fornøjede med.

Derfor er den ene af Thors gedebukke halt.

Du kan spille en melodi på vognen – det er gudernes og regnbuens sang.


Copyright © 2016 • design: Oyvind.dk

MytologiskPlads.dk